Tid, er det noget der går? I så fald, hvorfor har jeg siddet her så længe? Er der nogen, der kan give mig et ... pift? tænker Teodor for sig selv og rejser sig med stor møje. Ingen knogler virker knækkede, men alle lemmer smerter. Han børster støvet af sit tøj, ryster hovedet og kigger sig langsomt omkring. Overalt et stillestående kaos af sten, ord og billeder, virkelighed, drømme og bøger. Støvet fylder stadig luften og det er som om efterklangen af et himmelsk brag sidder i ører og strube.