farvel, du sælsomme og blyfarvede himmel

Siddende på sin flade med opgivelsen i sinde får Teodor øje på en dør i jorden. Han rejser sig op og griber fat i håndtagsringen. Langsomt og med obligatorisk klagen og stønnen åbner det underjordiske rige sine arme og Teodor begiver sig afsted og dermed forsvinder fra jordens overflade, ned under de babyloniske ruiner.