i begyndelsen var    T e o d o r     som pludseligt på en mandag, hvis støv angribes af morgenens første solstråler (der ligesom tegner mønstre eller skakter ned gennem rummet) finder sig selv midt i en rygende ruinhob. Jeg husker intet udover mit navn og det eneste jeg på nuværende tidspunkt véd er, at mit hoved er ved at sprænges af stemmer og skikkelser, tænker så Teodor.
jeg forstår det ikke
jeg er Teodor